Klelund Dyrehave – en oase for den biologiske mangfoldighed
Velkommen til Klelund Dyrehave
Klelund Dyrehave er et ambitiøst og visionært naturprojekt drevet af kærlighed til den naturlige verden. Vi arbejder med at give en tidligere plantageejendom tilbage til naturen og skabe en oase for den biologiske mangfoldighed. Vores mål er et naturligt, intakt og oprindeligt økosystem, der kan overlades til sig selv og udvikle sig til vild, dansk natur.
Om Klelund Dyrehave
Ejendommen Klelund Plantage går flere hundrede år tilbage i historien som hedeplantage og har under tidligere ejere fungeret som produktionsskov med bl.a. juletræer og pyntegrønt.
Det nuværende ejerskab påbegyndtes i 2005 og i 2010 blev Klelund Dyrehave etableret som Danmarks første biodiversitetsdyrehave.
Ejendommen Klelund dækker i dag et areal på godt 2.800 ha, hvoraf Klelund Dyrehave udgør et areal på 1.415 ha.
EN BIODIVERSITETSDYREHAVE
I en biodiversitetsdyrehave er vildtets kontinuerlige græsningstryk og adfærds-relaterede slid med til at skabe en delvist lys-åben naturtype med variation og mange forskellige levesteder for stort og småt naturligt liv. Af dette følger en øget biodiversitet, en større biologisk mangfoldighed.
I Klelund Dyrehave findes blandt andet kronvildt og råvildt, begge arter af den lokale stamme, samt siden 2016 vildsvin fra en stamme hentet i Tofte Skov. Der er naturligvis en masse andre dyr i dyrehaven, men det er kun disse 3 arter, for hvem dyrehavehegnet udgør en barriere.
I Klelund Dyrehave arbejder vi for, at naturen her kan vende tilbage til en tilstand af et mere naturligt, balanceret og oprindeligt økosystem med et rigt dyre- og planteliv, hvor et minimum af forvaltningstiltag er nødvendige på den lange bane.
FØRST EN INTENS FORVALTNINGSMÆSSIG INDSATS – SIDEN RO
I de første 10 år af dyrehavens historie krævede vores mål en intens forvaltningsmæssig indsats. Denne indsats fandt sted for blandt andet at gen-introducere elementer, der findes i sunde økosystemer, men som helt eller delvist manglede i dyrehaven, som f.eks. døde træer og ådsler.
Indsatsen omfattede også en fjernelse af de eksotiske produktions-træarter, der anses som en trussel mod den naturlige flora, genskabelse af naturligt lysåbne biotoper samt plantning af manglende hjemmehørende træarter.
Vi udsatte vildsvin, der, som nøgleart, sammen med kronvildtet skaber dynamik og bidrager til en varieret naturudvikling ved græsning, fejning, frøspredning, slid og bid og roden op i jorden.
Som en del af arbejdet med at genskabe naturlig hydrologi har vi genoprettet dén del af Nørrebækken, der af tidligere ejere var blevet omlagt til dambrug.
Naturen gør arbejdet meget bedre end os og vi har fra starten omfavnet og budt naturens egne processer velkomne. Stormfald og billeangrebne træer efterladt til naturlig nedbrydning hjælper os på vej mod en mere varieret natur med flere levesteder og fødemuligheder for mange forskellige arter.
Ovenstående er blot nogle få eksempler på det omfangsrige arbejde, der har fundet sted siden etableringen af Klelund Dyrehave. Det er med glæde og forventning, at vi nu er gået ind i en fase, hvor vi kan trække os mere tilbage og opleve naturen udvikle sig med et minimum af indblanding fra vores side.
Information til besøgende
Klelund Dyrehave er den største dyrehave i Danmark, som er åben for offentligheden.
Her er du velkommen til at komme på besøg og gå, ride eller cykle en tur og nyde naturen sammen med os.
I Klelund Dyrehave beskytter og genopretter vi naturen for naturens skyld og det er vigtigt at huske på, at vi er altid vil være gæster i skoven, mens dyrene har deres hjem dér.
Dyrene er følsomme overfor forstyrrelse hele året og vi har et særligt ansvar overfor dem.
Derfor er vi herude aktive i forhold til håndhævelse af gældende regler for færdsel i private skove og vi beder dig som besøgende sætte dig ind i disse regler før dit besøg.
REGLER FOR FÆRDSEL I KLELUND DYREHAVE
- Du kan færdes i Klelund Dyrehave fra kl 6 til solnedgang året rundt. Check på forhånd hvornår solen går ned.
- Du må udelukkende færdes på etablerede veje og stier.
- Hunde må medtages, men skal altid føres i snor uanset størrelse og grad af lydighed. Medbring kun en hund, du kan kontrollere i snor i alle situationer involverende vildt, ryttere til hest, andre hunde og skovgæster.
- Du må cykle på veje, der er egnede til cykling på almindelig cykel, men aldrig udenfor det etablerede vejsystem.
- Alle køretøjer skal parkeres på vores parkeringsplads, der er placeret centralt i Klelund Dyrehave og er et godt udgangspunkt for dit besøg.
- Bål, grill og anden åben ild er ikke tilladt.
- Ingen former for motoriseret færdsel er tilladt i dyrehaven, pånær på de offentlige veje Agerbækvej, Plantagevej og Skovbøllingvej (de to sidstnævnte er lukket for trafik i vinterhalvåret).
- Svampe, pynt til juledekorationer mv kan sankes i skoven, men kun til eget, private brug og udelukkende fra de etablerede veje og stier.
- Kastestænger fra hjortevildtet tilhører Klelund Dyrehave og må aldrig hjembringes. Er du så heldig at finde en kastestang vil vi være taknemmelige for, at du lægger den til os ved Driftsbygningen på Agerbækvej 4.
Ved den centrale parkeringsplads i Klelund Dyrehave finder du vores Myrelegeplads og udsigtstårn samt Mindestenen. I forbindelse med Myrelegepladsen er der opsat borde og bænke, hvor besøgende kan nyde medbragt mad eller få et lille hvil.
Du må ride på udvalgte dele af dyrehavens allerede etablerede vejsystem. Ridning foregår således på de samme veje og stier, som andre besøgende benytter og vi beder om, at alle parter er hensynsfulde over for hinanden og at al passage foregår i skridt/gang. Ridning i dyrehaven forudsætter et gyldigt ridekort.
Vi beder besøgende om at tage alle former for affald, også cigaretskod, med hjem igen, så vi kan holde Klelund Dyrehave fri for affald og beskytte dyre- og planteliv mod denne form for forurening. OBS! til gengæld skal du ikke samle op efter din hund.
Dele af Klelund Dyrehave kan i ulvenes yngletid være afspærret. Du vil som besøgende blive holdt orienteret om dette ved skiltning i dyrehaven samt her på hjemmesiden.
På forhånd hjertelig tak fordi du med din forståelse og respekt for ovenstående hjælper med til at bevare dyrehaven som en oase for det naturlige liv.
Særligt om vildsvin i Klelund Dyrehave
Fra 2016 blev Klelund Dyrehave hjemsted også for vildsvin. Vi udsatte 24 vildsvin i 2016 og året efter yderligere 9 vildsvin.
Udsætningen skete i begge tilfælde med dyr fra Tofte Skov, der er et indhegnet naturområde på knap 3.800 ha ejet af Aage V. Jensen Naturfond. Vildsvinene herfra regnes genetisk set for at være tæt på de oprindelige danske vildsvin. Indtil bortskydning af det sidste frie vildsvin i 1801 var arten et naturligt element i den danske fauna.
Samtlige vildsvin fra Tofte Skov blev inden udsætning i Klelund Dyrehave testet for alle relevante sygdomme.
Vildsvinene har adgang til hele Klelund Dyrehave og bestanden er i dag på cirka 50 styk.
Biologisk set er vildsvin en værdifuld nøgleart, der i supplement til kronvildt og råvildt skaber en dynamisk og levende natur med stor variation og gode levesteder for både dyr og planter. Udsætning af vildsvin har gavnet dyrehavens naturindhold og biologiske mangfoldighed.
I samarbejde med relevante myndigheder blev der før udsætningen gennemført en række nødvendige, forberedende tiltag. F.eks. blev dyrehavens eksisterende yderhegn påmonteret et strømførende inderhegn med 4 tråde og alarm og vores Myrelegeplads blev indhegnet, så den kan bruges som madpakkeareal af besøgende.
Som alle andre dyr i skoven skal vildsvinene have ro og skånes for unødig menneskelig kontakt. Dette får de ved, at du som besøgende følger reglerne for færdsel i private skove, som du kan læse mere om i afsnittet Information til besøgende. Hold derudover altid en afstand til vildsvinene på mindst 50 meter.
Vildsvinene må naturligvis ikke fodres og medbragte madpakker skal indtages på Myrelegepladsen.
Særligt om ulve i Klelund Dyrehave
Formålet med Klelund Dyrehave er at give plads og ro til en vild og oprindelig natur. Ulven er en del af vores oprindelige, vilde danske natur og vi byder ulven velkommen på lige fod med andre hjemmehørende arter, som en vigtig del af et helt, sundt og autentisk økosystem.
Ulven er en truet art og derfor er det vores forpligtelse at vægte ulvenes beskyttelse højt.
Kronvildt, råvildt og vildsvin lever, blandt andet pga. områdets størrelse, et naturligt liv som vilde dyr i Klelund Dyrehave.
Dyrehavehegnet er ikke en hindring for ulvenes færdsel. De passerer uden problemer hegnet, fortrinsvist ved at benytte færistene.
Det er naturligt, at der i et økosystem med byttedyr som kronvildt, råvildt og vildsvin også forekommer store rovdyr som ulv og arterne er gennem årtusinder tilpasset hinandens biologi.
Der er intet, som tyder på, at ulvene under deres jagt på byttedyr benytter hegnet som hjælp. Dermed er der ingen principiel forskel på dén måde, hvorpå ulve jager indenfor som udenfor dyrehaven. Uanset om byttedyrene befinder sig indenfor eller udenfor dyrehaven har de altså samme muligheder for at undvige og forsvare sig.
Vores daglige observationer viser, at både kronvildt, råvildt og vildsvin fortsat udviser samme gode trivsel, som de gjorde inden ulvenes ankomst.
Siden den første ulv blev konstateret i Klelund Dyrehave i august 2020 har vi bidraget til den nationale ulveovervågning og derudover er etableret et udvidet samarbejde med landets førende ulveforskere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus. Vi følger i fællesskab udviklingen nøje og med stor interesse.
Ulven er en truet og derfor beskyttet art, der ikke må udsættes for unødige forstyrrelser. På den baggrund har Vejen og Varde Kommuner meddelt tilladelse til etablering af et forstyrrelsesfrit område med adgangsforbud for publikum, så ulvene kan tilbydes den fornødne ro i den kommende ynglesæson.
Forbuddet gælder fra den 1/4 til den 1/10 2024.
Habitatdirektivet beskytter ulve mod forsætlige forstyrrelser - især i de perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer. Myndighederne har dermed pligt til at tilbyde ulvene den nødvendige beskyttelse. Efter naturbeskyttelsesloven kan kommunen bestemme, at visse arealer lukkes for adgang, f.eks. hvis en sjælden eller truet art kræver beskyttelse. Vejen og Varde Kommuner har efter naturbeskyttelseslovens § 27, stk. 1 truffet afgørelse om at afspærre det på kortet viste område for adgang. Overtrædelse af adgangsforbuddet kan straffes efter § 89, stk. 1.
Publikum er fortsat velkomne i det øvrige område, hvor der som hidtil er offentlig adgang i henhold til reglerne for privatejede skove. Besøgende har blandt andet gode muligheder for at observere ulv fra dyrehavens udkigstårn. Til information er der rundt omkring i skoven opsat vildtkameraer, der indgår som en del af den nationale ulveovervågning.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Vejen Kommune (teknik@vejen.dk), Varde Kommune (teknikogmiljo@varde.dk) eller dyrehavens driftsleder Michael Rasmussen (mvr@klelund.dk).
Køb af ridekort
Vi tillader ridning i Klelund Dyrehave på ca. 26 km udvalgte veje og stier, som i forvejen er en del af det etablerede vejnet herude.
Ridning i dyrehaven forudsætter et gyldigt ridekort, som knytter sig til hesten. Sammen med ridekortet udleveres et ridetegn, som du skal bære synligt under ridning i dyrehaven.
- Uanset ridekort er ridning alene i dyrehaven ikke tilladt for ryttere under 15 år
- Prisen for et ridekort er 600 kr for et år løbende fra 1. april til 31. marts eller 100 kr for et dagskort
- Dit ridekort kan erhverves ved henvendelse til Klelund Dyrehaves kontor på mail kontakt@klelund.dk
Kontakt Klelund Dyrehave >>
Angiv venligst dit fulde navn, din adresse og dit telefonnummer i forbindelse med din henvendelse og ved køb af dagskort på hvilken dag, du ønsker at benytte ridekortet.
“Vi tror vi på, at kærlighed er den største magi, der findes og gennem kærlighed kan vi udvirke mirakler, store og små”
Klelund Dyrehave er en del af Earthkeeper – læs mere på Earthkeeper.dk
Kort og kontakt
ADRESSE
Parkeringsplads, Mindesten, Myrelegeplads og Klelund Udsigtstårn
Agerbækvej 6
6682 Hovborg
KONTOR
Agerbækvej 4
6682 Hovborg
KONTAKT